Af Benjamin Damon
Kunsten i at overføre et litterært forlæg til meningsfuldt og autentisk filmisk materiale er en evigt svær balancegang, som langt de færreste lykkes særligt godt med. Det er ikke så underligt. Film spiller på flere elementer end litteratur gør, og i sidste ende skal man sædvanligvis forsøge at koge hundredvis af sider ned til et par timers film. Det har tydeligvis også vist sig vanskeligt for Francesca Archibugi, som har adapteret Sandro Veronesis populære og prisvindende roman, Kolibrien, fra 2019.
Fortællingen drejer sig grundlæggende om Marco Carrera (Pierfrancesco Favino), også kaldet Kolibrien; tilsyneladende både som følge af hans lille figur som ung, men også fordi han ”står stille”, selvom alt forandrer sig omkring ham. Marco vokser op under ganske fine forhold og er nabo til den smukke nabodatter, Luisa (spillet af Elisa Fossati som ung og Berenice Bejo som voksen). De gennemgår et liv parallelt med hinanden, hvor de altid nærer gensidige følelser, men det af uransagelige årsager bare ikke kan ske, at de er sammen. For ellers var der jo ingen historie …
Der er mange grunde til, at Archibugi træder så skævt. For det første har vi at gøre med en ekstremt kompliceret fortælling, som væver ind og ud af flere familier på tværs af generationer og som påvirkes af personlige skæbner, tragedier, forhold og en helt ufattelig mængde af tilfældigheder, som får en film som Love Actually (2003) til at virke decideret realistisk.
Det er udmattende i sig selv at forsøge at følge med i karaktergalleriet, da man alligevel aldrig for alvor lærer nogen af dem at kende. Hvor længe går der, før denne person igen er ude af filmen? Før Archibugi springer 20 år frem i tiden, og det er en ny skuespiller, som giver karakteren et anderledes spin?
For en film der er så optaget af dialogen, både det usagte mellem linjerne og det eksplicit sagte, er det virkeligt et problem, at man som seer er så gennemgående lidt investeret i, hvilke skæbner der tilfalder hvem. Det eneste man ikke kan undgå at lægge mærke til er, at vores kære kolibri konstant omgives af kvinder, der vel næppe kunne være skrevet ringere af Christopher Nolan. De er hysteriske, og flere af dem portrætteres som havende seriøse mentale problemer; i sidste ende virker de alle sammen som intetsigende plot devices, der udelukkende er til for, at Marcos fortælling kan skride frem.
Alt er ikke stinkende ringe i Kolibrien, og det tekniske niveau er tilforladeligt pænt og tilstrækkeligt højt. Men gudfader, hvor er det også poleret. Man savner nogle filmfolk, der tør mere. Der opstår en eller anden form for diskrepans mellem billedsiden og den historie, der udspiller sig. Dramaet er intenst, og Marco gennemgår et mildt sagt voldsomt liv, hvor han mister folk omkring sig og må træffe svære valg. Alligevel mærker vi det aldrig rigtigt som publikum, fordi det hele har karakter af en hyggelig feel-good-komedie. Lydsiden med intetsigende jazzmusik og en uforklarlig fascination af The Clashs klassiker, London Calling, bidrager heller ikke.
En højest mærkværdig tredje akt af filmen, hvor Francesca Archibugi helt og holdent forlader den primære fortælling og begiver sig ud i et dybt besynderligt subplot om mystiske gambling-undergrundsmiljøer er the cherry on top. På værst tænkelige vis.
I sidste ende er Kolibrien nok en fortælling, der gør sig bedst på tekst. Francesca Archibugi overbeviser i hvert fald ikke undertegnede om andet.
Kommentarer